Lydlige kompetencer

Lydlig opmærksomhed handler om barnets opmærksomhed på og evne til at bearbejde lydlige størrelser: ord, stavelser og enkeltlyde. De forskellige områder af lydlig opmærksomhed lærer man i en bestemt rækkefølge, som også afspejles i den måde, sprogvurderingsmaterialet er bygget op.

Fire overordnede trin i udviklingen af lydlig opmærksomhed (lydlig kompetence):

  • Udtale af sproglyd (3 årige)
    Skelnen af sproglyde - at skelne lyd og ord fra hinanden (3 årige)
  • Rim (5 årige/inden skolestart)
  • Skelnen af sproglyde – at opdele og sammensætte ord og stavelser (5 årige/ inden skolestart)

Lydlige kompetencer har stor betydning for barnets senere afkodningsfærdigheder i forbindelse med læseindlæringen. Fra forskningen ved vi, at der er en sammenhæng mellem det, at børn bliver i stand til at lege med sprogets form på forskellige måder og den senere læseudvikling.

Generelle anbefalinger der styrker de lydlige kompetencer

  • Ret ikke barnets fejl direkte. Barnet lærer ikke alle sprogets mangfoldige regler ved at blive rettet, men ved i samspil med andre at opstille og afprøve hypoteser om, hvordan sprog hænger sammen. I stedet kan man gentage det barnet har sagt, men med den rigtige formulering eller udtale.
  • Leg med sproget. Brug rim og remser, fordi de er særligt gode til at rette børnenes opmærksomhed mod ordenes lyde. Denne forståelse af lyde er vigtigt i forhold til den senere læseindlæring.
  • Brug skiftende stemmer og lyde i oplæsningen, overdreven tale, robotsprog og andre sjove stemmer (og ”tungebrækkere” til de større børn)
  • Sætte rytme, sang og bevægelse på remserne for at understøtte sprogets rytme.
  • Brug aktiviteter, hvor der leges med sproget: Rim og remser, bakke snagvendt, sange, nye sange på kendte melodier og sanglege mm.

(OBS: at barnet kan citere remser er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de forstår rim og har lydlig forståelse)

Publiceret 17-11-2016