Produktivt Sprog

Sproget udvikles i relationen med andre mennesker. Barnet udvikler sproget og omverdens bevidstheden i dialogen og samspillet. Alle børn har brug for den gode samtale, og ved at være en aktiv del af kommunikationen udvikles deres sprog.

Det produktive talesprog omfatter bl.a. historiefortælling, ords endelser, sproglig kompleksitet samt ordforråd.

Et af de vigtige aspekter i denne sproglige dimension er barnets ordforråd, så det kan kommunikere med omverden, italesætte ønsker, behov og følelser. Barnet kan fortælle en historie, hvor modtageren kan forstå sammenhængene, øve grammatiske færdigheder, komplekse sætninger og begreber.


Generelle anbefalinger der styrker det produktive sprog:

Historiefortælling:
Når barnet fortæller en historie, er det vigtigt at hjælpe barnet med at få en fortællestruktur ved at være den nysgerrige voksne, der spørger ind til forskellige ting: ”Hvad startede historien med?(start)” – ”Hvad skete så?(handling) – ”Hvad endte historien med?(afslutning). Derved bliver barnet hjulpet til at danne en fortællebro, og denne struktur er vigtigt i kommunikationen med andre, ligesom det også er en god strategi, når barnet skal i gang med læsningen og f.eks. gengive en bog.

Ords endelser:
Grammatik starter tidligt for børn, og denne bliver udledt af det sprog, de møder. Derfor er det vigtigt, at de voksne omkring barnet er bevidste om at være gode sproglige rollemodeller og skabe gode rammer for børns læring. Når barnet begynder at øve sig efter det, de hører, sker det ofte, at de får lavet forkerte grammatiske betegnelser f.eks. ko bliver til koer – and bliver til ander – fod bliver til fodder. Disse bud fra barnet viser, at det er på vej, og I skal som de voksne omkring barnet gentage den korrekte betegnelse, så barnet hører den korrekte grammatik. Ingen kritik af barnets udtale, men ret gerne indirekte, så det ikke mister lysten til at kommunikere.

Sproglig kompleksitet:
Opmærksomhed på hvordan barnet bruger sproget i forskellige sammenhænge sammen med andre børn og voksne. Kan barnet gøre sig forståelig ved ønsker eller behov i konkrete situationer. Det er forældrene, som udfylder denne del af sprogvurderingen. Vigtigt at de voksne omkring barnet taler langsomt og tydeligt, så barnet har mulighed for at få alle detaljerne med i sproget.

Ordforråd (produktivt):
Det produktive ordforråd er det ordforråd, som barnet anvender i sin dagligdag til at sætte ord på ting, følelser og handlinger. Det er vigtigt for kommunikationen i de forskellige situationer, som barnet møder hver dag, at det har et godt produktivt ordforråd. Når vi taler om produktivt ordforråd, er det de præcise ord, som barnet kan benævne om ting f.eks. ordet flagstang og ikke en forklaring fra barnet ”den der vi bruger til fødselsdag”.

Et barn kan aldrig få et for stort ordforråd, da det altid vil udvide og være spørgende på nye ting. Det produktive ordforråds betydning for forståelse og kommunikation kan ikke understreges nok, da det giver barnet muligheder for at være en del af fællesskabet og relationen mellem mennesker.

Ordforrådet har også stor betydning for læsningen senere i barnets skolegang.

 

Publiceret 17-11-2016