Hypotesedannelse og hypoteseafprøvning

Når et barn skal tilegne sig dansk som andetsprog, bruger det sine sproglige erfaringer fra sit førstesprog samtidig med, at det har brug for at få nye erfaringer omkring det danske sprog. Det tosprogede barn danner sproglige hypoteser på baggrund af førstesproget, og det danner sproglige hypoteser ud fra det danske sprog, som det hører(input). Det tosprogede barn har brug for at bruge og afprøve disse hypoteser, så de kan be- eller afkræftes. Giv barnet mulighed for at afprøve og justere sine sproglige hypoteser ved at give det feedback. Det kan gøres på flere måder fx:

1. Gentag det korrekte (recasting) fx ”Den æble smager sød” = ”ja det æble smager sødt”

2. Anerkend og udvid (stræk sproget)barnets udtalelser. Fx barnet: ”den bams sur”. Den voksne: ”ja bamsen ser sur ud”

3. Tjek om det tosprogede barn har forstået ved at spørge om budskabet

4. Spørg barnet om bekræftelse fx ”Er det det, du mener?”

5. Spørg om en afklaring fx ”Hvad sagde du?”

Sæt sammen med det tosprogede barn ord på oplevelser, handlinger, følelser og de konkreter, som I ser i dagtilbuddet.

Samtidig med at sproglige hypoteser bliver dannet og afprøvet, udvikles barnets intersprog (se afsnittet om intersprog).

Noticing-hypotesen (Schmidt 1995) peger på vigtigheden i, at det tosprogede barn retter sin opmærksomhed mod sproget og dermed er aktiv i sin egen sprogudvikling. Sprogtilegnelsen af andetsproget er derfor ikke ubevidst og medfødt, men snarere en proces styret af den enkeltes aktive indsats (se linket: Hypoteser om sprogtilegnelse herunder).

(Holm & Pia, 2010)

 

Publiceret 17-11-2016