Forslag til, hvordan du kan støtte dit barns skrivning 

Lad dit barn skrive løs - både håndskrivning og skrivning på computer er fint: Huskesedler, indbydelser, bordkort, historier, opskrifter, postkort m.m. 

Ret ikke stavefejl, mens barnet skriver. 

Hvis barnet stadig skriver børnestavning (skriver ordene som de lyder, fx hæsd/hest), så lav en aftale med læreren om, hvor meget der skal rettes. 

Hvis dit barn har svært ved at finde på noget at skrive om, så hjælp barnet til at få ideer ved at snakke om emnet og eventuelt finde billeder, som kan inspirere. Når man googler et emne kommer der altid billeder, som man kan bruge til inspiration. 

Tag et A4 ark og tegn en stor firkant. Sig til barnet at historien skal være indenfor firkanten. Skriv alle de ord i firkanten, som barnet kommer i tanke om.

Tak et nyt A4 ark og del det ind i 3: starten på historien, selve handlingen og afslutningen. Barnet skal nu bruge alle ordene fra det første ark til at skrive historiens tre dele. 

Hvis opgaven er for overvældende for barnet, så lad barnet fortælle en historie og skriv fortællingen ned. Lad barnet skrive historien pænt ind i hæftet eller på computer. Skriv til læreren, hvordan historien er blevet til.

Publiceret 04-12-2017