Forslag til, hvordan du kan støtte dit barns skrivning 

Hold dig orienteret om, hvad dit barn skal skrive om. Hjælp ved at stille undrende spørgsmål og komme med forslag til, hvad emnet kan indeholde. 

Dit barn skal bl.a. lære at skrive tekster, hvor han/hun skal argumentere for en ting. Det kan fx være om arbejdspladser skal være røgfrie. Fortæl gerne om din egen holdning og hjælp dit barn til at blive klar over sin egen holdning. 

Hvis du har kendskab til en film, har læst en bog eller kender til et sted på internettet, som handler om emnet, så fortæl om det. 

Lav en brainstorming sammen med dit barn. Lad dit barn lave en cirkel på et stykke papir, skrive emnet ned i cirklen og skrive alle de ord ned rundt om cirklen, som dit barn og du kommer i tanke om. 

Hjælp med at lave struktur i teksten. Hvad skal teksten starte med? Hvis dit barn skal argumentere for en ting, kan I på en kladde lave to felter: et felt med alt det, der taler for en ting og et felt med alt det, der taler imod en ting. Til slut skal dit barn skrive hvad hans/hendes egen holdning er. 

Hjælp med at planlægge processen for skriveopgaven og lad dit barn sætte tid af til de enkelte dele, så opgaven ikke skal laves færdig i sidste øjeblik. Bed fx barnet overveje følgende: Skal der først bruges tid til at finde noget om emnet fx på internettet? Skal der laves en brainstorming først? Hvornår skal selve skrivearbejdet begynde? Osv. 

Læs gerne produktet igennem og kommenter efter aftale med dit barn.

Publiceret 23-11-2017